Castilla-sejr i El Derbi
Skrevet af Jesper. Udgivet i La Fábrica, mandag, 14. december 2020 11:13

Denne weekend stod i den grad på El Derbi, for det var ikke kun førsteholdene, som tørnede sammen. Også filialholdene var i kamp og det endte også med Real Madrid-sejr. 1-2 efter en dramatisk afslutning.
Raúls tropper kom bedst fra start i opgøret, hvor Gila headede udeholdet foran efter 22 minutters spil efter et frispark fra Arribas og herfra forsvarede Castilla-mandskabet sig bravt, men havde nær set det hele glide af hænde i det 90. minut, Hvor dommeren dømte straffe i en situation, hvor bolden blev sparket op på Retus arm og Borja omsatte sikkert til scoring.
Dermed havde holdene indstillet sig på pointdeling, men fire minutter inde i tillægstiden fik også Castilla et straffespark og det scorede Arribas på og sikrede dermed tre vigtige points til Castilla-mandskabet.
Real Madrid Castilla: Toni Fuidias, Santos, Gila, Chust, Retuerta, Blanco, Dotor, Marvin (Sintes, 76’), César (Hugo Vallejo, 68’), Arribas, Hugo Duro (Latasa, 85’).
Uafgjort hjemme mod Dux Internacional
Skrevet af Jesper. Udgivet i La Fábrica, mandag, 7. december 2020 17:29

Real Madrid Castilla måtte nøjes med 2-2 hjemme mod Dux Internacional, som udlignede i dommerens tillægstid og dermed mistede Raúls tropper vigtige points.
Det var også Dux Internacional, som kom bedst fra start med en scoring fra Bonaldo allerede efter 13 minutters spil, men Real Madrid Castilla fik kæmpet sig tilbage i opgøret og havde flere gode muligheder, inden Dotor fik udlignet i det 37. minut og Hugo Duro bragte hjemmeholdet foran seks minutter senere. Det var Duros 5. scoring i 6 kampe.
Der blev ikke scoret mere i første halvleg, men selv om Real Madrid Castilla kom bedst ud til anden halvleg, var det Dux Internacional, som kom til den første store chance, som Toni Fuidas fik reddet. Det blev en halvleg med masser af offensivt spil fra begge hold og både Morante og Hugo Vallejo havde gode muligheder for at udbygge føringen, men det var altså Ramos, som i dommerens tillægstid fik prikket bolden ind til 2-2.
Real Madrid Castilla: Toni Fuidias, Santos, Chust, Carrillo, Retuerta, Blanco, Dotor, César (Morante, 72’), Peter (Gila, 72’), Marvin (Hugo Vallejo, 57’) y Hugo Duro (Latasa, 85').
Uafgjort til Castilla i udekampen mod Poblense
Skrevet af Jesper. Udgivet i La Fábrica, mandag, 30. november 2020 14:04

Real Madrid Castilla leverer fortsat svingende resultater og i weekenden blev det til 2-2 ude mod Poblense.
Hjemmeholdet fik en god start på kampen og bragte sig foran allerede efter fire minutter, da Aitor sendte bolden ind bag Toni Fuidas, som dog blev redningsmand efter 35 minutters spil, da han tog sig af Jaimes fremragende hovedstødsforsøg.
Der blev ikke scoret mere i halvlegen, men Arribas havde et forsøg på stolpen og i anden halvleg fortsatte Raúls tropper med at jagte udligningen og den kom i det 74. minut ved Hugo Duro. Glæden varede dog kort, for bare fem minutter senere var Poblense atter i front efter Albertos hovedstødsmål.
Heldigvis kunne Real Madrid Castilla svare lige så hurtigt tilbage, da Arribas var først over en ripost fra Latasas afslutning og fik udlignet til slutresultatet 2-2.
Det var tredje kamp i træk uden nederlag til Real Madrid Castilla og i den kommende weekend venter et opgør mod Internacional de Madrid.
Real Madrid Castilla: Toni Fuidias, Guillem (Sintes, 63'), Chust, Blanco, Dotor (Marvin, 63'), César (Latasa 72'), Hugo Duro, Santos, Arribas (Carrillo, 84'), Retu og Peter (Hugo Vallejo, 72').
Castilla måtte nøjes med uafgjort
Skrevet af Jesper. Udgivet i La Fábrica, fredag, 27. november 2020 13:00

Real Madrid Castilla spillede i onsdags den udsatte kamp mod Atlético Baleares og den endte 1-1.
Raúls mandskab blev kaldt Baby Castilla, fordi der var indlemmet en masse unge Juvenil-talenter og det skyldtes blandt andet at Víctor Chust og Hugo Duro var med førsteholdet i Milano, men det betød en chance for spillere som Retu, Carrillo og Peter Federico, som alle startede inde, mens det store angrebstalent, Israel Salazar, også fik spilletid.
Hjemmeholdet startede bedst og kom foran efter 12 minutter, da Dotor headede et indlæg fra førnævnte Peter Federico i nettet og Castilla fortsatte det gode spil, godt anført af Blanco og Arribas, men det blev ved 1-0 ved pausen.
Det gode spil fortsatte i anden halvleg, men ligesom førsteholdet har også Castilla svært ved at lukke kampene og derfor kunne man se Atlético Baleares udligne med et kvarter igen og dermed mistede holdet igen vigtige points i jagten på en topplacering.
Real Madrid Castilla: Luis López, Guillem, Blanco, Dotor, César (Salazar, 81’), Hugo Vallejo (Morante, 68’), Santos, Arribas, Retu (Sintes, 85’), Peter (Kenneth, 81’) og Carrillo.